Idyllisk beliggende ejendom med egen skov - I gåafstand til Vestbirk Sportsridecenter
I det smukke landskab, ikke langt fra Vestbirksøerne og Gudenåen, finder vi denne perle af en ejendom.
Her forstyrres man ikke. Stilheden brydes kun af træernes hvisken, fuglenes sang og de hyggelige lyde fra hestestalden.
En velholdt grusvej fører ind til ejendommen, som er omgivet af sin egen smukke skov.
Den hyggelige lyse og veldisponerede bolig har sine 132kvm fordelt på 2 plan.
Stueplan er indrettet med entré, et hyggeligt spisekøkken og en stor stue med brændeovn og udgang til en dejlig sydvestvendt terrasse.
Stue og køkken har smukke plankegulve.
Stueplan rummer desuden et værelse samt et badeværelse med bruseniche og plads til vaskefaciliteter.
En smuk trappe fører til 1. sal, som er indrettet med repos, et stort soveværelse med mange skabe, et stort værelse samt et dejligt badeværelse med bruseniche.
Boligen indeholder desuden en mindre kælder og er udstyret med varmepumpe (luft til luft)
Fra boligen er der en fin udsigt til dyrefoldene med de gode faciliteter og græsningsarealer.
De øvrige bygninger består af en hestestald med 7 hestebokse (se mere herom i salgsopstillingen) samt en staklade.
Haven holdes let med en plæneklipper og frugttræerne byder på blandt andet æbler og mirabeller.
Området er et mekka for hestefolk. I tæt gåafstand ligger Vestbirk Sportsridecenter. Naturstien Horsens-Silkeborg (med ridesti) snor sig tæt forbi og fører smukt til Vestbirksøerne, Gudenåen og Den Genfundne Bro. Fra ejendommen går en ridesti til Fyel Mose.
Vestbirk er en superhyggelig og velfungerende landsby. Vi kan blandt andet fremhæve det gode fællesskab, friskolen og børnehaven.
Fra ejendommen er der ca. 3 km til Østbirk, hvor man finder skole, daginstitutioner, indkøb, læge, tandlæge, bibliotek og idrætsfaciliteter.
For pendleren tager det ca. 10 minutter at nå E45, som hurtigt fører videre til de større byer.